Månedsarkiv: februar 2011

Kom til festlig fastelavnsfest i Skodborg!

Festen finder sted søndag den 6. marts kl. 15.00 på brandstationen i Skodborg.

Det er gratis at deltage, og der er lækre fastelavnsboller og varm kakao til alle børn.

De voksne kan købe kaffe, kakao og fastelavnsboller.

For at få gang i løjerne har vi fyldt 4 tønder med godter. Så der er nok til alle monstre, prinsesser, Supermand eller hvem, der kommer, og slår katten af tønden.

“Når tønderne er slået i stykker, finder vi selvfølgelig en kattedronning og en kattekonge”, siger Henrik Dalgaard, der laver fastelavnsfesten sammen med Lene Byrialsen.

Henrik Dalgaard er også kendt for at være en af arrangørerne bag den store og succesrige 80’er fest i Skodborg Hallen i 2010.

På spørgsmålet, om han oven på succesen vil lave en fest mere til efteråret, er svaret klart ja.

“Der kommer en fest i løbet af oktober i Skodborg Hallen. Men nu er det børnenes tur til at have fest i Skodborg. Vi glæder os alle i Skodborg til en sjov fastelavnsfest”, siger Henrik Dalgaard og tilføjer, at der også er mulighed for at komme op at sidde i en brandbil.

Børnehaverne i Skodborg maler tønderne.

Fastelavnsfesten er blevet til i samarbejde med Dagli’ Brugsen og Brandstationen i Skodborg, der får en stor tak med på vejen.

Mere information kan fås ved henvendelse til Henrik Dalgaard tlf. 25 15 66 06.

Ny Skodborg-folder

Vores udvalg under Lokalrådet bl.a. arbejder med turisme har fået udarbejdet en ny folder med et kort over Pilgrimsruten, Hærvejsvandrestien og Hærvejscykelruten. Folderen er på tre sprog – dansk, engelsk og tysk – og kan downloades her på hjemmesiden under Præsentation > Seværdigheder.

Der er opstillet to brochurekasser på ruten, hvor man kan tage en folder, når man vandrer eller cykler ad ruterne. Her kan man orientere sig om seværdigheder, overnatningsmuligheder, og hvor det er muligt at få drikkervand eller købe lidt ind.

Lad sommerens nye aktivitet være en gåtur, cykeltur eller en tur i bil langs ruten og nyd den dejlige natur!

Du kan også se folderen her Skodborg Brochure 2011

Forårsfest i Skodborg – AFLYST!

Det har desværre vist sig, at der er for få tilmeldte til forårsfesten i år til, at det kan hænge økonomisk sammen. Derfor har Forårsudvalget valgt at aflyse festen i år. Det betyder på ingen måde, at man har aflyst festen for altid!